5 tips der gør interrail turen lettere

Hvilke tips til interrail burde man kende? At skulle planlægge og strukturere din ferie på interrail kan være et stort og uoverskueligt arbejde. Der skal bestilles billetter, bookes overnatning, findes seværdigheder og tasken skal pakkes med de helt rigtige ting, så du ikke kommer til at bære rundt på overflødige kilo.

Der er heldigvis meget du kan gøre for at få en så nem planlægning af din togrejse på plads. Vi har samlet de 5 vigtigste interrail tips du skal kende for at komme godt afsted på interrail.

1: Hvor skal vi hen?

Tips til interrail ruter

Vil du se storbyer og seværdigheder, eller skal turen være autentisk og lokal? Med interrail har du nærmest ubegrænsede muligheder for at skræddersy din ferie.

En god ide er, at skrive en liste over steder, du gerne vil opleve og på den måde begynde at lægge din rute ud fra det. På denne måde kan du også hurtigt få et overblik over, hvor mange dage du skal bruge hvert sted, du vil besøge. Som udgangspunkt er det en rigtig god ide som minimum at have en start- og en slutdestination for din rejse. Når du har fastlagt disse to, kan du nemlig nemt finde frem til hvilke byer der giver bedst mening at rejse til i forhold til din overordnede rute.

Her på siden kan du også se vores anbefalede ruter og læse nærmere om de mest oplagte byer til din interrail rejse.

2. Find din rute

Tips til studerende på interrail

Når du har fundet ud af hvilke destinationer, du vil besøge, er næste skridt at fastlægge en rute og ud fra den bestemme, hvilket interrailpass du skal købe. Et Interrail Global pass er klart det bedste valg, hvis du skal rejse på tværs af grænser.

Dette er nok et af de vigtigste tips til interrail som du skal kende.

Skal du kun rejse rundt i et land, er det også muligt at købe et One Country Interrail Pass. Kun at rejse i et land kan måske lyde som en lidt kedelig oplevelse, men vi har mange lande i Europa som er markant større end Danmark, og som kan have mange forskellige kulturer og klimaer alt efter hvor i landet du rejser hen.

Læs f.eks om vores ruter i Italien og Spanien her.

Der er et stort udvalg af interrail pass og mange måder, du kan skræddersy det præcist til din tur.

3. Overnatning

Overnatning tips til interrail

Nu hvor du har din rute og interrailpass på plads, skal du til at finde steder, du kan overnatte.

Hvis du vil være sikker på at holde udgifterne nede, er det en god ide at bestille hoteller eller hostels hjemmefra. Hvis du ønsker at have mere fleksibilitet på din rejse, kan du vælge at bestille hoteller eller hostels undervejs, som du rejser. Vær opmærksom på som minimum at bestille hotellet en dag før du ankommer til destinationen, så er du sikker på, at der er en plads til dig.

Der er også mulighed for at rejse med nattog for at spare på hotel-udgifterne. At rejse med nattog kræver typisk en pladsreservation, som kan tilkøbes for et mindre gebyr på stationen.

4. Gælder interrailpass til alle tog?

interrail pass

Et af de andre vigtige tips til interrail du bør kende er når du rejser på interrail er, at der, især i Vesteuropa, kan være krav om pladsreservation på toget for at få lov at komme med. Det er noget vi selv har lært af bitter erfaring ved at stå i Schweiz klokken 23 om aftenen, overfor en kontrollør som kræver 50€ per person for at komme med toget. Her kunne vi have fået en pladsreservation til omkring 5 euro, hvis vi havde bestilt på forhånd.

Disse krav er typisk at finde på nattog og lyntog. Hvis du rejser meget med disse typer af tog, skal du være opmærksom på, at udgifterne hurtigt kan løbe op. Det kræver derfor lidt større krav til din planlægning af rejsen.

Hvis det er muligt, anbefaler vi at du rejser via en alternativ forbindelse eller på andre tidspunkter af døgnet, hvor en pladsreservation ikke er påkrævet eller findes til en billigere pris.

Mange tog i Vesteuropa kan sagtens benyttes på dit Interrail Pass, men det er typisk de lidt mere luksuriøse togruter som kræver en ekstra reservation. Det er derfor en god ide at møde op på stationen dagen før du skal videre med tog for at forhøre dig omkring kravene til pladsreservation på din rute. Flere af de større jernbaneselskaber tilbyder apps, hvor du kan finde information om din rute.

Du kan også se en oversigt over hvilke jernbaner der deltager i Interrail programmet her.

5. Nattog – et billigt hotel

interrail nattog

At rejse med nattog er en god måde at undgå at “spilde” en dag med transport, samtidig med at du kan tilbagelægge store distancer, mens du sover. Du kan for eksempel komme fra København til Paris på 14 timer. Så hvis du hopper på toget om aftenen, kan du nyde aftensmaden i restaurantvognen, lægge dig til at sove, stå op og få lidt morgenmad og være fremme i Paris næste formiddag.

De fleste nattog tilbyder normale siddepladser, hvilepladser og køjepladser. Vær opmærksom på, at der typisk er gebyr for at få hvile- og køjepladser i toget, og det kan være en god ide at være ude i god tid, så du er sikker på at få en plads.


Måske kan du også bruge dette