Interrailguide ønsker at yde dig optimal sikkerhed på din rejse og tage forbehold for alle tænkelige situationer. Derfor beder vi dig om at nærlæse nedenstående, så du er bekendt med de betingelser, der gælder, når du køber en rejse hos os.

Generelle betingelser for enkeltydelser

Ved køb af en enkeltydelse, f.eks. en togbillet uden indkvartering, optræder Interrailguide udelukkende som formidler for det/de pågældende transportselskaber og modtager alene betaling for købte togbilletter på vegne af jernbaneselskabet. Jernbaneselskabet er den rejsendes aftalepart, og er ansvarlig for transportaftalens korrekte gennemførelse. Jernbaneselskabets betingelser regulerer aftaleforholdet og gældende betingelser kan til enhver tid findes på jernbaneselskabets hjemmeside. Da Interrailguide alene er formidler af transportydelsen, er bureauet som følge heraf ikke ansvarlig for jernbaneselskabets konkurs samt for forsinkelser, aflysninger eller manglende opfyldelse af transportaftalen indgået mellem den rejsende og jernbaneselskab.

Teknisk arrangør

Interrailguide er en del af Backpackerlife ApS, CVR nr. 38393758.

1. AFTALEINDGÅELSE

1.1 Aftaleindgåelse og –binding
Aftale om køb af togrejse er indgået, når tilbud accepteres af den rejsende og indbetaling foretages. Forinden har den rejsende modtaget og læst de generelle betingelser for rejsen. Det er en forudsætning, at de rejseydelser, der tilsammen vil udgøre en pakkerejse, bliver købt på samme tid.
Aftalen er bindende for begge parter, når hele eller dele af betalingen er rettidigt modtaget. Depositum kan være mere end 25% afhængig af, hvilke produkter der bestilles. Ved indbetaling bekræfter du, at have sat dig ind i aftalegrundlaget og accepteret gældende vilkår og betingelser.

1.2 Rejsedokumenter
Efter aftalens indgåelse fremsendes ordrebekræftelse, hvor eventuel betalingsfrist vil fremgå. Når slutbetaling er modtaget fremsendes billetter m.v. således at de er fremme inden afrejsedatoen. Fremsendelse sker via fysisk post- eller e-mail, på den adresse som er angivet ved bestilling. Den rejsende har pligt til ved modtagelse, at gennemgå de fremsendte rejsedokumenter og straks rette henvendelse til Interrailguide, hvis oplysningerne ikke er i overensstemmelse med det aftalte.

1.3 Sprog
Rejsedokumenter udleveres fortrinsvist på dansk, men der kan forekomme dele, som udelukkende findes på andre sprog, herunder billetter/e-tickets m.m.
Udflugter, transport, sightseeings og lignende gennemføres typisk på engelsk af lokalguide, medmindre andet specifikt fremgår af dine rejsedokumenter.

2. PRIS OG BETALING

2.1 Pris
Rejsens samlede pris fremgår af ordrebekræftelse og er en såkaldt ”totalpris”, hvilket indebærer, at den omfatter alle obligatoriske skatter, afgifter samt evt. tillæg relateret til de købte ydelser. På destinationerne kan der forekomme opkrævning af lokale afgifter, som det ikke er muligt at opkræve ved aftalens indgåelse, da disse relaterer sig direkte til lokale regler eller til forbrug af ekstra ydelser ud over, hvad der fremgår af aftalen.

2.2 Betaling
Frist for betaling af et eventuelt depositum vil fremgå af ordrebekræftelsen. Misligholdes aftalen, for så vidt angår hele eller dele af betalingen, har Interrailguide ret til at annullere aftalen og tilbageholde eventuelt depositum.

3. AFBESTILLINGS- OG REJSEFORSIKRING

3.1 Afbestillingsforsikring
Interrailguide tilbyder ikke afbestillingsforsikring, du skal derfor selv rette henvendelse til dit eget forsikringsselskab om dette.

3.2 Rejseforsikring
Interrailguide oplyser om muligheden for, eller forpligtelsen til, at tegne en rejseforsikring. Uden rejseforsikring afholder den rejsende selv omkostninger under rejsen i tilfælde af ulykke, sygdom, hospitalsindlæggelse, hjemtransport m.v. Har du en kronisk eller kendt lidelse, skal du søge om medicinsk forhåndstilsagn hos forsikringsselskabet for at være garanteret dækning på rejsen.

4. DEN REJSENDES GENERELLE PLIGTER

4.1 Pas, visum og vaccinationer m.v.
Rejsende skal være i besiddelse af et gyldigt pas ved rejsens afslutning samt de for rejsens gennemførelse nødvendige dokumenter, herunder visa og bevis for evt. påkrævede vaccinationer – også for evt. medrejsende børn. Hav altid tomme sider til stempler i dit pas, da du kan blive afvist, hvis det ikke er tilfældet. Vær desuden opmærksom på, at der er lande, der ikke accepterer indrejse, hvis du har israelske stempler eller viseringer i dit pas.

Interrailguide oplyser i forbindelse med indgåelse af aftalen ikke om evt. visa- og vaccinationskrav samt øvrige dokumenter og forhold, der er nødvendige for rejsens gennemførelse. Tjek altid noter på dine rejsedokumenter og spørg Interrailguide, hvis du er i tvivl om noget.

4.2 Børn/unge under 18 år på rejse uden forældre
Skal dit barn under 18 år rejse alene til udlandet, eller rejse f.eks. med bedsteforældre, andre voksne, skole og lignende, skal du være opmærksom på, at mange lande kræver en skriftlig samtykkeerklæring fra begge forældre. Er papirerne ikke i orden, kan barnet blive nægtet ind- eller udrejse. Oplysninger om, hvad der kræves af dokumentation, fås ved henvendelse til det pågældende lands konsulat eller ambassade. I særligt ekstreme tilfælde findes lande, f.eks. Sydafrika, som stiller krav til, at unge under 18 år, ud over samtykke fra forældre, skal medbringe egen fødselsattest samt dødsattest, hvis den ene eller begge forældre er gået bort. En samtykkeerklæring skal fremstå på engelsk og bør som minimum indeholde: Formålet med rejsen og kopi af rejseplan, navn og tlf. nr. på den under rejsen ansvarlige voksne, underskrift fra minimum én forælder (helst begge). For mere information henvises til Udenrigsministeriets hjemmeside.

4.3 Bevægelseshæmmede personer og/eller personer med behov for evt. assistance
Før køb af en rejse har du pligt til at oplyse om evt. forhold, som kan/vil kræve særlig assistance eller hensyn for gennemførelse af rejsen. Det kan f.eks. være ved sygdomsforhold, graviditet, nedsat syn eller, hvis du er dårligt gående, sidder i kørestol eller på anden måde er bevægelseshæmmet. Den rejsende kan før aftalens indgåelse anmode Interrailguide om, at give præcise oplysninger om rejsens egnethed i forhold til den rejsendes behov. Det er forudsætning for en sådan anmodning, at den rejsende oplyser alle nødvendige og relevante informationer om den enkeltes behov.

4.4 Navne på rejsedokumenter
Den rejsende er ansvarlig for, at de navne, der fremgår af dennes rejsedokumenter, er identiske med det fulde navn, der fremgår af den rejsendes pas. I internationale reservationssystemer findes dog ikke Æ, Ø, Å, så det vil fremgå som hhv. AE, OE og AA. I tilfælde af uoverensstemmelser mellem rejsedokumenter og pas, skal den rejsende straks meddele dette til Interrailguide, som vil forsøge at rette fejlen. Beror uoverensstemmelsen på den rejsendes forhold, vil udgifter forbundet hermed afholdes af denne. Hvis ændringer ikke er muligt, kan den rejsende ikke holde Interrailguide ansvarlig.

4.5 Rettidigt fremmøde
I de tilfælde hvor du ikke kan nå rettidigt frem til den bestilte rejseydelse, skal du rette henvendelse til den pågældende leverandør og oplyse om det senere fremmøde. Leverandøren kan ofte tilbyde at ombooke din rejse mod et gebyr. Der er dog ingen garanti for at dette er muligt. Interrailguide kompenserer ikke for for sent fremmøde.

Dit eget forsikringsselskab kan til gengæld formentlig tilbyde denne dækning. Hør derfor dit forsikringsselskab nærmere om dette.

4.6 Tider i rejseplan og billetter
De anførte tider i rejseplanen er altid lokaltider. Efter udstedelse af billetter m.v. er det ikke unormalt, at der forekommer ændringer, som er uden for Interrailguides kontrol. Som rejsende har du pligt til, at holde dig opdateret om afgangstider og -steder for de inkluderede transportmidler. Søg information hos jernbaneselskab, rederi, hotel, lokal repræsentant eller via internettet og hold altid godt øje med sidste øjebliks ændringer via skærme på jernbanestationer- og skibshavne. Terminal-, gate- og tidsændringer sker jævnligt, og rejseplanen må derfor til en vis grad anses som vejledende.

4.7 Bagage
Jernselskaberne fastsætter, hvor meget bagage du må medbringe. Rejses med forskellige selskaber, så vær opmærksom på varierende bagageregler. Kontakt eventuelt jernbaneselskaberne for mere specifikke detaljer.

Skulle du miste din bagage under en togrejse, skal du kontakte det pågældende jernbaneselskab. Har du en rejseforsikring kan du kontakte dit forsikringsselskab, for evt. dækning af dine udgifter. Interrailguide kompenserer ikke for mistet bagage.

4.8 Ordensbestemmelser
Som rejsende skal du rette dig efter de ordensbestemmelser, der gælder for alle rejsens underleverandører som f.eks hoteller, stationer, transportmidler etc.. Du bør altid optræde således, at medrejsende ikke føler sig generet. I grove eller gentagne tilfælde kan en upassende optræden føre til bortvisning fra den videre deltagelse i rejsen. I sådanne tilfælde er du ansvarlig for egen hjemtransport og udgifter som følge heraf. I tilfælde af bortvisning er du ikke berettiget til nogen form for tilbagebetaling af rejsens pris. Interrailguide er ikke ansvarlig for offentlig myndighedsudøvelse herunder men ikke begrænset til politiets indgreb over for den rejsende i forbindelse med upassende adfærd. Den rejsende er i sådanne situationer selv ansvarlig for de udgifter, som denne evt. måtte blive påført, ligesom den rejsende ikke kan gøre krav gældende over for Interrailguide og heller ikke vil være berettiget til tilbagebetaling af rejsens pris.

4.9 Manglende efterlevelse
Overholder den rejsende ikke kravene til pas, visa, øvrige indrejsedokumenter, sundhedsmæssige formaliteter, angivelse af korrekt navn på rejsedokumenterne samt gennemgang heraf, reglerne om rettidig fremmøde, check-in samt ordensbestemmelser, kan den rejsende ikke gøre krav gældende, hverken mod Interrailguide eller underleverandører til rejsen, for de følgevirkninger, mangler, gener eller tab, som den manglende efterlevelse af den rejsendes generelle pligter medfører.

5. ÆNDRINGER AF DEN INDGÅEDE AFTALE

5.1 Overdragelse af billetter og rejser
Billetter og andre dele af rejsen er strengt personlige og kan ikke ændres eller overdrages til andre personer.

5.2 Den rejsendes ændringer af rejsen / billetter
Vil du foretage ændringer i din rejse, skal du kontakte Interrailguide med det samme. Ønskes ændringer, som ikke kan opfyldes i den eksisterende aftale, vil ændringen – hvis ønsket om at få ændret rejsen fastholdes – anses som en afbestilling af rejsen, jf. afsnit 6.2, og en ny bestilling.
Interrailbilletter kan ændres eller afbestilles mod et gebyr på 30% af den samlede pris. Enkelt- og pladsbilletter kan ikke ændres eller afbestilles. For afbestillinger gælder at interrailguide skal have modtaget fysiske billetter senest 5 dage før afrejsedato.

5.2.1 Særligt om kampagnepriser på interrailbilletter
Købes interrailbilletter til kampagnepriser, vil den rejsende som udgangspunkt ikke have mulighed for at afbestille eller ændre sin bestilling efter købet er fuldført.

5.3. Rejsearrangørens ændringer af pakkerejsen
5.3.1. Uvæsentlige ændringer
Interrailguide er inden pakkerejsens påbegyndelse berettiget til ansvarsfrit at foretage uvæsentlige ændringer i rejsen uden den rejsendes samtykke. Den rejsende er forpligtet til at acceptere sådanne ændringer, hvis Interrailguide inden rejsens påbegyndelse, og uden unødig forsinkelse, tydeligt oplyser den rejsende om de pågældende ændringer.

6. AFTALENS OPHØR

6.1 Fortrydelsesret
Ved køb af togrejser hos Interrailguide gælder ingen fortrydelsesret, jf. forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 1 samt §7 stk. 2 nr. 5, der undtager personbefordring fra forbrugeraftalelovens anvendelsesområde.

6.2. Afbestilling af rejsen
6.2.1 Normale afbestillingsvilkår
Den rejsende kan afbestille rejsen inden dens begyndelse efter nedenstående betingelser:
Afbestilling Interrailpass: Annulleringsgebyret svarer 30% af billetternes samlede pris.
Afbestilling enkelbilletter/pladsbilleter: Det er ikke muligt at annullere udstedte enkelt- og pladsbilletter. Annulleringsgebyret svarer derfor til 100% af billetternes samlede pris.
Afbestilling af togrejser/pakkerejser: Annulleringsgebyret er i alle tilfælde 100%.
Ovenstående betingelser er gældende medmindre andre betingelser står specifikt anført på ordrebekræftelsen. Ved sygdom eller uforudsete omstændigheder henviser vi til den rejsendes eget forsikringsselskab med henblik på afbestillingsforsikring.

6.2.2. Afbestilling i tilfælde af krigshandlinger mv.
I tilfælde af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder, som væsentligt berører leveringen af rejsen eller befordringen af passagerer til destinationen, skal den rejsende kontakte eget forsikringsselskab med henblik på refundering af diverse udgifter. Vi henviser til Udenrigsministeriet, sundhedsmyndigheder mv. Se www.um.dk og www.ssi.dk, hvor du kan holde dig ajour med situationen på din destination.
Du har i tilfælde af afbestilling ikke ret til yderligere kompensation fra Interrailguide. For rundrejser gælder, at den rejsende alene har ret til at afbestille eller få omlagt den del af pakkerejsen, der foregår i det frarådede område. Ved omlæggelse af rejsen dækker interrailguide udgifter op til den oprindelige rejses pris. Ved afbestilling ydes ingen kompensation fra Interrailguide.

6.3.2. Aflysning pga. af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder
Interrailguide kan ansvarsfrit opsige aftalen om en rejse, hvis vi er forhindret i at opfylde aftalen på grund af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder og underretter den rejsende herom uden unødig forsinkelse og inden rejsens begyndelse. Den rejsende får i ovenstående opsigelsessituationer de til rejsen indbetalte beløb refunderet, og har ikke krav på yderligere erstatning.

7. MANGLER OG REKLAMATION

Konstateres en mangel efter rejsens begyndelse – undervejs eller på rejsemålet – skal den rejsende straks efter konstateringen reklamere over manglen til Interrailguide dennes repræsentant på rejsemålet eller til den underleverandør, som manglen angår. Hvis Interrailguides repræsentant eller underleverandør ikke kan eller vil afhjælpe, eller ikke afhjælper tilfredsstillende, skal du straks reklamere direkte til Interrailguide.
Du bør sikre dig, at eventuelle. reklamationer bliver noteret af Interrailguides underleverandører på stedet – f.eks. gennem en notits i en hotelbog eller i anden skriftlig form. Herudover bør du sørge for at få udleveret en kvittering for reklamationen.
Undlader du at reklamere som beskrevet ovenfor, vil det have konsekvenser for retten til efterfølgende at påberåbe manglen og for opnåelse af evt. kompensation.
Bemærk, binder du dig kontraktligt med underskrift på et dokument på din rejse, eks. ved billeje, vil dette være gældende, uanset hvilke informationer, der måtte være givet af Interrailguide. I disse tilfælde kan Interrailguide ikke være behjælpelig med evt. erstatningskrav. Tjek altid hvad du underskriver, da du hæfter for det.

8. FREMSÆTTELSE AF KRAV EFTER REJSENS AFSLUTNING

Har du købt en togbillet (uden øvrige ydelser) og har du haft en dårlig oplevelse, skal du klage direkte til jernbaneselskabet. Dernæst kan du gå til Forbrugerklagenævnet, hvis du ikke er tilfreds med jernbaneselskabets afgørelse.
Har du købt en pakkerejse, og vil du at indgive krav om erstatning eller forholdsmæssigt afslag i pris – som følge af mangler, der er blevet reklameret korrekt over, og som ikke er blevet afhjulpet – skal du skriftligt og senest inden for 3 måneder, fremsætte dit krav over for Interrailguide. I modsat fald mister du retten til at gøre krav gældende.

9. MODREGNING VED UDBETALING AF ERSTATNING OG/ELLER KOMPENSATION

Ved fremsendelse af reklamation til Interrailguide skal du oplyse, om der også er søgt erstatning eller kompensation fra f.eks. jernbaneselskab eller anden transportør på grundlag af EU-forordninger om passagerrettigheder og erstatningsansvar ved passagertransport og efter de internationale konventioner.