Tog til Bulgarien

Bulgarien er en eksotisk destination i Europa, der kan prale af lækre strande, fantastiske bjerge samt en unik kombination af arkitektoniske stilarter i hver by. Selvom det ikke er det mest velbesøgte europæiske land, er det et interessant land med en bred vifte af aktiviteter for alle rejsende.

Der er mange måder at komme til Bulgarien på – eksempelvis med tog. Hvis du ønsker at tage toget til Bulgarien, kan du finde dine togbilletter her. Du finder også flere informationer om landet, byerne, hvordan du kommer rundt samt hvilke steder, du skal besøge på din tur.

Find din rejse her

Rute til Sofia med tog fra Danmark

Der kører ikke noget tog direkte til Sofia fra Danmark. Ønsker du at tage toget, kan din rute eksempelvis se således ud: København/Aarhus – Berlin – Prag – Wien – Budapest – Sofia.

Der findes dog også mange andre ruter, du kan benytte dig af afhængig af, hvilke lande og byer du gerne vil besøge. Du skal nok regne med at tage omkring 1 til 2 overnatninger på vej derned, så togturen ikke føles for lang.

Bulgarien er blandt andet også med i Interrail-programmet, så vi kan anbefale, at du investerer i et Interrailpass på f.eks. 10 dage. Herved kan du rejse rundt og opleve forskellige lande og byer på vej til Bulgarien, så togturen ikke kun bruges til at komme til din endestation Sofia.

Hvorfor skal man opleve Bulgarien med tog?

At udforske Bulgarien med tog er den mest prisvenlige måde for alle rejsende. En togbillet for en togtur på flere timer koster kun omkring BGN 9 (ca. 35 kroner) – naturligvis afhængig af den valgte rute. Selvom mange af togene er af ældre dato og rejsehastigheden er en del langsommere end andre steder i Europa, er en togtur gennem landet en uforglemmelig oplevelse.

Det er en af de bedste måder, hvorpå du kan se det smukke landskab, som Bulgarien har at byde på. Samtidigt giver det dig en fantastisk måde til at socialisere med andre passagerer og interagere med lokalbefolkningen.

Det bulgarske tognet: Forstå tognettet i Bulgarien

Bulgariens jernbanesystem strækker sig over 4000 km. jernbanespor, der forbinder de fleste større byer. Det vigtigste jernbaneknudepunkt ligger i hovedstaden Sofia, som har forbindelser til Rumænien, Serbien, Grækenland og Tyrkiet. Togbilletter til tog, der kører i Bulgarien, kan bestilles på forhånd. Det nationale jernbaneselskab er kendt som de Bulgarske Statsbaner (BDZ). På dette link: https://www.bdz.bg/en kan du gå direkte til deres online bestillingsmodul, hvis du vil købe en indenrigsbillet:

Jernbanesystemet i Bulgarien har flere hovedruter. De største hovedruter er: Sofia – Plovdiv – Burgas, Sofia – Varna, Sofia – Ruse, Sofia – Vidin, Sofia – Blagoevgrad. Disse tog kører som regel flere gange om dagen, så det vil være nemt for dig at udforske de forskellige bulgarske byer.

Alle hovedruterne betjenes af almindelige tog og hurtigtog, mens andre ruter oftest betjenes af de mere forældede tog. Rejser du med et almindeligt tog, skal du være opmærksom på, at turen vil tage en del længere tid fremfor, hvis du rejser med et hurtigtog.

Oplev smukke togruter i Bulgarien

En af de mest naturskønne togture i Bulgarien er mellem Sofia og Veliko Tarnovo, især mellem Sofia og Mezdra, da toget bugter sig gennem den fantastiske kløft Iskar Gorge. Iskar Gorge er en 70 km. kløft, der går gennem Balkanbjergene.

En anden smuk rute i Bulgarien er nordpå fra Sofia til Dabova eller sydpå mellem Bansko og Septemvri på den berømte smalsporede linje, der løber mellem Rila- og Rhodope-bjergkæderne. Disse ruter sikrer dig en uforglemmelig oplevelse med imponerende og naturskønne ruter.

Plovdiv: En oplagt by at se udover Sofia

De fleste kender til hovedstaden Sofia, men det er de færreste der har hørt om Bulgariens andenstørste By: Plovdiv. Byen ligger i det sydlige Bulgarien, og blev som den første bulgarske by i 2019 kåret til European Capital of Culture. Byen er bestemt et besøg værd og rummer masser af kultur og historie. Har du mod på at rejse længere væk, så ligger Istanbul kun ca. 8 timer væk med toget.

Amfiteatret i Plovidv er en af de mest velholdte i verden og benyttes stadig i dag

Et smut med tog til Tyrkiet?

Nabolandet til Bulgarien er Tyrkiet, og når man alligevel er på de breddegrader kunne det være en mulighed at tage toget til den Istanbul. Det tager ca. 9 timer og koster 19 euro for en sovekupé til Istanbul fra Sofia. Nedenfor kan du se en YouTube video med et par der tog rejsen fra Sofia til Istanbul.

Vigtig info om at køre med tog i Bulgarien

I Bulgarien er togene klassificeret som ekspresen (express), barz (hurtig) og patnicheski (langsom). Togrejser i Bulgarien er normalt sikre og en fornøjelig oplevelse.

Selvfølgelig skal du bruge din sunde fornuft, og hvis du rejser sent om aftenen er det altid en god idé at sidde med andre passagerer i stedet for i en tom togvogn. Hvis du er på en lang togtur over grænsen, er det ydermere en fordel at forsøge at reservere en liggeplads.

For hyppige togforbindelser mellem de største byer er der sjældent et behov for at foretage en reservation. Du kan blot dukke op på stationen og købe en billet til det næste tog. Men hvis du vil være sikker på at få en billet, kan du købe billetter online på BDZ’s hjemmeside.