Tog til Split
Split er Kroatiens næststørste by og er en af de mest livlige havnebyer ved Adriaterhavet. Byen har en fantastisk beliggenhed mellem bjerge og havet. Den er spækket med caféer, restauranter, attraktioner og masser af historie med en blanding af gammelt og nyt. Det gør Split til et populært rejsemål i Kroatien, hvorfra du kan udforske de idylliske øer beliggende ud for kysten. Fans af den populære Tv-serie Game of Thrones besøger også Split for at udforske nogle af de lokationer, hvor serien blev filmet. Diocletians Palads er hovedattraktionen, men der er så mange andre ting, du kan opleve såsom dagsture, natteliv og restauranter.
Tog til og fra Split
Du kan tage toget til Split fra både København og Århus. Hvad enten dit udgangspunkt er København eller Århus, skal du først med et tog til München. Herefter kan du tage toget videre til Zagreb i Kroatien. I München kan du vælge, om du vil tage nattoget eller overnatte i byen. Nattoget er den hurtigste mulighed, men hvis du tager dagtoget til Kroatien, vil du til gengæld opleve det smukke alpelandskab under togturen, da du blandt andet kører igennem Østrig. Når du ankommer i Zagreb, skal du tage et tog videre til Split. Der er daglige ruter døgnet rundt, så du kan selv vælge, om du vil have et stop i byen eller tage direkte videre. Rejsetiden er på mellem 21 og 25 timer afhængig af, hvilken rejseplan du vælger. Vær opmærksom på, at der kan forekomme flere togskift, så tjek altid din togplan.
Oplevelser i Split
Diocletians Palads
Diocletians Palads er Splits vigtigste attraktion med udsigt over havnen. Det ligger i centrum af den gamle bydel, hvor det blev bygget i 305 e.Kr. til den romerske kejser Diocletian. Gennem århundreder er Split bygget op omkring Diocletians Palads, og i løbet af denne tid er mange af paladsets bygninger forblevet intakte. Diocletians palads er i dag på UNESCOs verdensarvsliste. Du skal sørge for at besøge Peristyle, som er paladsets centrum, Cardo, der er en af hovedgaderne gennem paladset og kælderen. Hvis du er Game of Thrones-fan, er kælderen stedet, hvor Daenerys havde sine drager, når hun var i Meereen.
Fort Klis
Denne middelalderlige fæstning tårner over Split på en kalkstensklippe med en fantastisk og prangende udsigt. Fæstningen har en interessant og blodig historie. Det siges nemlig, at den blev etableret i det andet århundrede, hvor den kroatiske fæstning flere gange oplevede angreb fra forskellige folkeslag. For fans af Game of Thrones er Fort Klis et must-see. Fæstningen blev nemlig brugt som Meereen, hvilket er stedet, hvor Daenerys korsfæstede onde slavemestre.
Grgur Ninski statue
Gå ikke glip af at besøge den 6 meter høje Grgur Ninski statue, som er skabt af den berømte kroatiske billedhugger Ivan Mestrovic. Fra juni 2014 til marts 2015 blev Grgur Ninski statuen restaureret, så den igen fremstår i sin fulde pragt. Det antages, at berøring af statuens tommelfinger bringer lykke og realisering af dine ønsker. Uanset om du tror på det eller ej, er det altid sjovt at røre ved tommelfingeren og komme med et ønske. Måske bliver det opfyldt!