Så meget forurener det når du rejser med fly
Vi danskere hører til en af de befolkningsgrupper som rejser mest på ferie. Når vejret herhjemme bliver koldt, er vi hurtige til at hoppe på det første fly til sydens sol.
Når vi ikke rejser til syden, tager vi på skiferie, en weekendtur til Berlin eller på tværs af landet med flyet. Men hvor meget co2 udleder et fly egentlig?
Hvis du i hverdagen arbejder på at nedsætte din klimaregning og sorterer affaldet korrekt, er det ærgerligt at sende flere ton CO2 ud i atmosfæren hver gang du rejser. Gennemsnitligt udleder vi omkring ti ton CO2 per indbygger i Europa. Rejser du retur fra København til New York udleder det 3 ton CO2 per person i flyet. Flytrafikken er en af de største klimabelastninger for klimaet, og alene ved at prioritere at flyve den korteste rute, frem for den billigste, kan man spare flere ton CO2 om året per indbygger. I dag er flytrafikken på de længere ruter typisk skruet sammen med en mellemlanding, som giver ekstra kilometer på flyets triptæller.
Flytrafik påvirker gennemsnitstemperaturerne
Flytrafikken står for omkring 5% af det CO2 udslip, som er med til at påvirke atmosfæren og hæve gennemsnitstemperaturene. Hvis du til hverdag primært cykler eller tager offentlig transport, vil dine flyrejser udgøre den største CO2 udledning for dig.
Spørgsmålet – hvor meget CO2 udleder et fly? er svært at sætte et klart svar på. Der er mange faktorer i spil såsom flymodellen du rejser med, om du rejser på business class og om du har mellemlandinger undervejs. En ting er dog klar; et fly udleder meget mere end de fleste andre transportformer. I gennemsnit udleder fly ca. 53 gram mere CO2 per passager per kilometer end færger – som heller ikke er et holdbart transportmiddel når vi taler klima – og ca. 6 gange så meget CO2 som tog.
Dog er flyindustrien begyndt at mærke presset og er så småt gået i gang med at forbedre forholdene for klimaet. Nye fly bliver udviklet i lette materialer og optimerede motorer, som nedsætter brændstofforbruget. Udover at gøre klimaet en tjeneste er der også økonomiske fordele for flyselskaberne i at gøre deres flyflåder grønnere. Lige under halvdelen af udgifterne ved at drive et luftfartsselskab ligger i indkøb af brændstof. Og med den nye snak i EU om at pålægge flybrændstof afgifter, på samme måde som vi kender det på brændstof til biler, er flyselskaberne motiverede til at tage de nødvendige skridt for at nedbringe de klimabelastende aktiviteter.
Minimer dit CO2 aftryk
Der er meget du kan gøre for at nedbringe din CO2 udledning.
Til hverdag kan du vælge cyklen frem for bilen, sørge for at spise miljøvenligt og nedbringe madspild. Skal du på ferie kan du vælge at tage toget eller en langdistancebus i stedet for at hoppe på flyet. Rejsetiden vil være længere, men dine børnebørn vil takke dig for det.
Det er tydeligt at fly udgør den største negative klimapåvirkning af de mest populære rejseformer. EU’s politikere taler for at gøre togtrafikken mere effektiv og indsætte højhastigheds- og nattog på ruter, hvor det er muligt, for at nedbringe rejsetiden. Et internationalt samarbejde på tværs af de lokale jernbaner skal sikre at billetpriserne bliver lavere, så togtrafikken for alvor kan begynde at konkurrere med flytrafikken.
Vi vil altid foretrække og anbefale togrejser her på interrailguide – ikke kun på grund af at togrejser er et mere klimavenlig valg – men også fordi togrejser giver dig en mere unik oplevelse på din rejse og et fantastisk indblik i de lande og samfund du rejser i.
Du kan beregne dit samlede forbrug på din næste rejse ved at bruge klimaberegneren her.