Interrail med fodbold i blodet
Vi har interviewet Claus Bermann, der til daglig driver flere hjemmesider. Blandt andet har han fodboldrejsesiden og bloggen: https://www.visitfootball.dk/ Claus er, med et moderne ord, en digital nomade, og lever af sine af sine hjemmesider. Han kombinerede sidste år interrail i to måneder med sit arbejde og passion for online marketing. Hvis man har en lille fodboldfan gemt i maven, kan man ikke undgå at blive misundelig, når man hører om hans tur. God læselyst!
Hvordan gik ruten?
København – Berlin – Dortmund – Frankfurt – Basel – Zürich – Lyon – Barcelona – Madrid – Lissabon – Madrid – Barcelona – Stuttgart – Frankfurt – Dortmund – København
Hvordan overnattede du på din interrail?
Jeg overnattede på Airbnb, men boede også ved nogle venner i nogle af byerne, bl.a. Madrid, Dortmund og Frankfurt. Mine overnatninger bookede jeg ca. en uge på forhånd.
Hvis du skulle nævne nogle af de bedste byer og oplevelser på turen, hvilke ville du så fremhæve?
Der var generelt rigtig mange gode oplevelser. En del af rejsen var at se fodbold i forbindelse min blog, så her var nogle fede stadionoplevelser. Udover det, skrev jeg også nogle rejseguides om de steder, jeg besøgte. Lissabon og Barcelona vil jeg nok fremhæve, som de bedste oplevelser og byer på turen. I Barcelona boede jeg nede ved stranden, hvor det var super lækkert. I Lissabon var jeg i 2 uger, og det faldt heldigvis sammen med at Champions League var der samme periode, så også her fik jeg også set fodbold.
I Madrid så jeg Getafe mod Real Madrid. Jeg så yderligere Atletico Madrid på hjemmebane. I Tyskland så jeg Dortmund – Bayern og Hertha Berlin mod Frankfurt.
I øvrigt var der også nogle venner, der besøgte mig. Blandt andet havde jeg en god kammerat, der besøgte mig, mens jeg var i Barcelona i påsken
Hvad kunne du godt lide ved den ferieform, hvor man rejser med tog?
Jeg kan godt lide rejseformen. Det med, at der ikke var noget wifi på nogle af strækningerne, gjorde bare, at jeg slappede mere af og fik læst flere bøger. Hvis man ikke har noget imod at sidde alene og samle tankerne over god bog/lydbog etc. så er det en super rejseform. Så det fungerede egentlig fint for mig. Bøger vejer lidt i rygsækken, så nøjes evt. med at pakke 1-2 bøger. Du kan evt. skifte dem ud på vejen. I de fleste større byer kan man på nogle caféer og lign. bytte sig til andre bøger.
Nyd også det behagelige i, at man ikke skal være der en time før afgang ligesom til en flyafgang. Her kan man nøjes med at være der 5 min før afgang.
Det er også fedt at se, hvordan landskabet forandrer sig ned gennem hele Europa. Fra det flade landskab i Danmark til bakkerne i Tyskland og videre over Alperne. F.eks. tog jeg toget fra Zürich til Lyon, og her var der en kæmpe stor temperaturforskel. Jeg kom fra 14-15 grader ned til sydeuropæisk varme. Man oplever selvsagt landskabet på en anden og mere nærværende måde, end hvis man skulle flyve til destinationerne. Økonomisk er det også meget billigere end at leje en bil eller flyve. Min oplevelse er også, at tognetværket fungerer ganske godt i Europa. Den længste togtur jeg havde var på 12 timer, fra Madrid til Lissabon. Turen var en fin oplevelse, men i forhold til de daglige togture kan jeg højst anbefale at køre 4-5 timer dagligt.
Kan du anbefale nogle restauranter og spisesteder i en af byerne?
Som sagt er jeg vild med Barcelona. Nedenfor har jeg beskrevet nogle af de steder, jeg kan anbefale.
Milk: http://www.milkbarcelona.com/ (ligger i Gòtico, tæt på La Rambla)
På dette sted snupper de lokale ofte bare en croissant og en espresso. De har dog også en lækker brunch, der minder meget om en god dansk brunch. Et godt alternativ hvis man ikke har inkluderet morgenmad på hotellet. Det er dog et meget populært sted, så det kan være en god ide at komme tidligt.
Casa Lolea: http://casalolea.com – Rigtig hyggelig lille café/restaurant hvor du kan få den bedste sangria i Barcelona. Der er en meget hjemlig hygge og søde tjenere der gør alt for at du får en god aften. Fra menukortet kan deres kalvetartar varmt anbefales.
Restauranter
Sensi Gourmet Tapas – http://www.sensi.es/ De har rigtig lækre tapas og hyggeligt sted i Gotico. Kan absolut anbefales.
Taller de Tapas – http://www.tallerdetapas.com/ En tapas kæde som ligger tre forskellige steder i Barcelona. Bestemt et besøg værd for dig der vil prøve tapas i verdensklasse til fornuftige priser.
La Robadora: http://www.robadora.com/
Rimeligt trendy sted (på den spanske måde), med god mad og vin. Ret cool sted med unge
mennesker. Ligger i El Raval.
Clubbing
Eclipse:http://www.eclipse-barcelona.com/en/ Har ikke selv været der, men det er på 26. etage af Hotel Vela i den ene ende af Barceloneta stranden. Folk taler om det, men nåede aldrig derop. Sikkert en god udsigt fra baren
Pasha:http://www.pachabarcelona.es/es/ – Dette sted er redaktionens egen anbefaling, der lige er sneget ind :-). Et sted der er lidt mere i den eksklusive ende, men et besøg værd. Der er sindssygt gang i den, og ofte nogle virkelig fede DJs
Har du nogle råd til andre, der skal på interrail?
Jeg brugte selv Railplanner – en rigtig god app, der viser alle togene i Europa. Virker lidt ligesom rejseplanen, bare til hele Europa. Det fede ved appen er, at den virker uden internet, det er specielt handy, hvis du uheldigvis skulle befinde dig i et tog uden wifi, som tilmed er forsinket. Her hjalp den i hvert fald mig rigtig meget.
Mens jeg var på interrail, boede en ven i min lejlighed. Det var en økonomisk god løsning, der gjorde, at turen blev væsentlig billigere for mig.
Hvis du rejser i Sydeuropa, er det en rigtig god idé at have pladsreservation. På de strækninger jeg rejste, kostede det ikke meget mere end 5-10€ ekstra.
Et godt råd: Brug højst 4-6 timer om dagen på at køre i tog. Selvfølgelig kan en tur være lang, men man bliver lidt smadret af det. Et godt tip kunne også være at rejse tidligt på dagen, så du er tidligt fremme og får noget ud af dagen. Sørg så vidt muligt for ikke at køre med for mange tømmermænd. Nogle af togene kan være for varme, og her kan det være en hård omgang at sidde i et varmt tog i fire timer med tømmermænd. Jeg taler af bitter erfaring:-/
Husk også at købe en god rygsæk. Man kommer til at gå en del, og her er det noget mere bekvemt med en god backpack taske end f.eks. en kuffert.
Hvor mange penge brugte du på turen?
Jeg var afsted i marts og april, og jeg brugte ca. 35.000 kr. på min tur. Dette var inklusive alt. Da jeg var afsted i 2 måneder, brugte jeg ca. 5000 kr. på Interrail Global Pass. Jeg overnattede som sagt på Airbnb, og her brugte jeg mellem 300-450 kr. pr. dag.
Kunne du finde på at tage på interrail igen?
Ja, det kunne jeg godt. Hvis jeg skulle gøre det igen, ville jeg nok tage med min kæreste eller eventuelt en god kammerat. Så ville jeg rejse til steder, hvor jeg ikke har været. Jeg ville også planlægge lidt anderledes. Jeg ville være længere tid ved hvert sted – måske en uge hvert sted.
Var der noget, du ville ønske, du havde vidst, inden du tog afsted?
Jeg ville ønske, at jeg havde vidst det med pladsbillet. Specielt i togene i Frankrig, Spanien og Italien kan det være en god idé med pladsbillet.