Guide: 10 fantastiske oplevelser ved Bodensøen

Guide: 10 fantastiske oplevelser ved Bodensøen

Guide: 10 fantastiske oplevelser ved Bodensøen

Når det er sommer, tager mange af os til Italien for at nyde Garda-søen eller Como-søen. Men der findes andre alternativer, der er endnu tættere på Danmark. Her taler vi naturligvis om Europas tredjestørste sø Bodensøen (Bodensee), hvis naturlige skønhed uden tvivl gør det til Alpernes bedst bevarede hemmelighed.

1. Konstanz

Konstanz er den største by ved Bodensee. Den byder på en pragtfuld udsigt over Alperne, og den gamle bydel er fyldt med brostensbelagte veje og en forbløffende arkitektur. Der er masser af aktiviteter for hele familien i Konstanz.

Det er blandt andet værd at kigge nærmere på Konstanz Münster, som er en 78 meter høj og smuk romansk basilika. Du vil ikke fortryde at tage de 193 trin op i tårnet, da du får en storslået udsigt.

Har du børn med, så tag en tur i Sea Life Konstanz, hvor I kan kigge på fascinerende sjældne fiskearter, grønne havskildpadder og pingviner. Tager du ned til havnen, bliver du budt velkommen af byens vartegn, som er en 9 meter høj og 18 tons tung statue ved navn Imperia.

2. Mainau

Hvis du elsker naturen, bør du besøge den lille ø Mainau, der ligger i Bodensee. Mainau er kendt som blomsterøen, da den 110 hektar store ø huser alskens blomster og træer. Det var den svenske grev Lennart Bernadotte, der efter anden verdenskrig gik i gang med at omdanne øen til en blomsterø. Det er derfor muligt at se et festfyrværkeri af farver på øen stort set hele året.

Alt efter årstiden vil blomster som eksempelvis roser, orkidéer og georginer stå i fuldt flor. Der er ligeledes mere end 500 træsorter, hvoraf flere af træerne er mere end 150 år gamle. Du finder også Palmehuset og Sommerfuglehuset på øen. Har du børn med på turen, er der flere spændende legepladser. Sidst men ikke mindst kan du kigge nærmere på Mainau Slottet, der er fra 1746.

3. Lindau

Lindau er placeret som en lille ø med to broer ind til fastlandet. Selve Lindau er en hyggelig by med gågader og mange velbevarede huse i både renæssance- og barokstil samt den gotiske stil. Du kan ikke undgå at ende på Maximilianstrasse, da det er en 230 meter lang og smal brostenbelagt gade fra middelalderen, hvor der blandt andet er det farverige gamle rådhus. I havnen bliver du mødt af det nye 33 meter høje fyrtårn og den 6 meter høje Bavarialøve, der begge er fra 1856. Det er også værd at tage de 89 trin op i det gamle Mangturm fyrtårn, da du fra toppen får en spektakulær udsigt.

4. Friedrichshafen

Friedrichshafen er en by, der er tæt forbundet med luftskibe. Det var nemlig her, at den berømte zeppeliner Hindenburg blev fremstillet i en hangar. Desværre gik denne kæmpestore zeppeliner i brand.
I dag er hangaren vært for Zeppelin-museet Friedrichshafen, hvor du blandt andet kan få en masse historisk viden, se vragdele m.m.


Når du går rundt i Friedrichshafen, kan du blive overrasket af en stor cigarformet tingest, der bevæger sig lydløst på himlen. Det er såmænd bare et luftskib med store panoramavinduer, som du har mulighed for at flyve med fra Deutsche Zeppelin-Reederei i Friedrichshafen.

5. Unteruhldingen

I Unteruhldingen ved Bodensøen finder du friluftsmuseet Pfahlbau Museum. Her har du mulighed for at rejse tilbage til sten- og bronzealderen. Du får et indtryk af, hvordan de oprindelige indbyggere levede og boede ved Bodensøen.

Du får en unik chance for at kigge nærmere på de forhistoriske pælehuse og en indsigt i hvor imponerende en byggestil, der blev brugt fra mellem ca. 4300 f.Kr. og 800 f.Kr.

I dag er pælehusene en del af UNESCOs Verdensarvsliste. Foruden de velbevarede pælehuse byder museet på udstillinger med gamle træ- og metalgenstande, brød, æbler og endda gammel forbrændt grød.

6. Meersburg

På en bakke i Meersburg ligger der en gammel borg Alte Burg, som er en smuk og velbevaret middelalderlig fæstning, hvis historie går helt tilbage til det 7. århundrede. Det er den ældste borg i Tyskland, hvor der endnu bor nogen.

Du får en uforglemmelig tur, når du går rundt i de mere end 30 forskellige rum, hvor du får fornemmelsen af, hvordan det var at leve og bo sådan et sted i middelalderen.

Du kan blandt andet se borgens gamle køkken, fængslet, stalden og torturkammeret. Blot få skridt fra den gamle borg ligger det nye slot Neues Schloss, som er fra det 18. århundrede. Her finder du galleriet Städtische Galerie og Dornier-museet. Slut gerne dagen af med en tur i den gamle bydel i Meersburg.

7. Reichenau

Med sine 4.3 km² er Reichenau den største ø i Bodensøen og et UNESCO-verdensarvssted, der byder på mange ting, du kan lave og se.

Øen er berømt for sine grøntsagsmarker, vinmarker og udsigten over Bodensøen og Rhinen, hvorfor den er ideel til både cykelture og vandreture. Der er også tre kirker i idylliske omgivelser samt hyggelige restauranter, der serverer traditionelle lokale retter.

8. Wollmatinger Ried-Untersee-Gnadensee

Naturreservatet Wollmatinger Ried – Untersee – Gnadensee er et beskyttet område ved Bodensøen. Det er det største og vigtigste naturreservat på den tyske side af Bodensøen, hvor du finder et rigt plante- og dyreliv.

Vil du udforske naturreservatet, er det værd at tage til informationscenteret NABU, hvor du finder udstillinger m.m. Her kan du også komme på en guidet tur, hvis du ønsker det.

9. Allgäu

Allgäu er et smukt bjergområde og er et populært rejsemål ved Bodensøen. Området er fantastisk både at køre gennem i bil eller udforske det til fods. Det spektakulære landskab byder på damme, skove og små byer med bjerge i baggrunden. Er du vild med natur, skal du helt sikkert tage forbi dette område.

10. Salem Monastery & Palace

For mere end 800 år siden blev Salam Monastery & Palace grundlagt som et kloster. Siden 1920 har det været brugt som kostskole. Meget af slottet er åbent for besøgende, hvor du kan tage et kig på de flotte monumenter samt det smukke parkområde.

Der findes også flere museer, hvor du kan nyde udstillinger med kunst fra mange år tilbage samt arkitektonisk historie. Der er masser af begivenheder, som bringer historien bag Salam Monastery & Palace til live og tager dig med på en rejse gennem det hele.

Ferie lige på grænsen

Bodensøen grænser op til de fire lande: Tyskland, Østrig, Schweiz og Liechtenstein. Det, der gør søen så speciel, er, at den 270 kilometer lange kystlinje strækker sig over tre lande nemlig Tyskland, Østrig og Schweiz.
Den smukke sø er omgivet af hyggelige byer, vinbjerge og frugtplantager. Området byder nemlig ikke kun på fantastiske naturoplevelser, men også på charmerende historiske byer, så det er et skønt sted at holde ferie.