Interrail i Vesteuropa

Interrail i Vesteuropa – Mærk Vesteuropas charme

Er du eventyrlysten helt ud til fingerspidserne? Og kan du ikke få nok af de europæiske storbyers euforiserende sus? Du er kommet det rette sted, for vi tilbyder dig nemlig den oplagte mulighed for at forene rejseglæde og nye oplevelser med vores store udbud af destinationer i Vesteuropa.

Vores anbefalede interrail – rute i Vesteuropa går fra Berlins pulserende byliv, gennem bl.a. Paris’ smukke gader og ender i solrige og charmerende Milano.

Interrail rute vesteuropa

Anbefalet interrail rute i Vesteuropa: Berlin > Amsterdam > Paris > Zürich > Milano

Berlin

Interrail vesteuropa Berlin

Den tyske hovedstad er et sandt mekka for de historielystne, men er i dag også en af verdens største designmetropoler.

Mellem øst og vest

Du kan ikke tage til Berlin uden at knipse det obligatoriske selfie under buen i Berlins berømte Brandenburger Tor. Byporten er den sidste af sin slags i byen og står placeret mellem Øst- og Vesttyskland. Indtil murens fald i 1989 var bygningsværket et udtryk for det tyske folks splittelse. Brandenburger Tor har gennem de sidste 200 år stået som det helt store vartegn, der i dag repræsenterer, at Berlin og Tyskland står samlet som én enhed efter landets genforening.

Klaphat og fadøl

Tag fodboldkasketten på og skrål med, når de tyske roligans hepper deres lokalhelte til sejr på Hertha BCB Berlins hjemmebane, Det Olympiske Stadion. Stemningen her vil få dit fodboldhjerte til at hamre, og det er en oplevelse for selv dem, der ikke ynder at se fodbold. Olympiastadion blev bygget til værtsrollen for sommer-OL i 1936 og blev indviet af Adolf Hitler d. 1. august samme år. Det store stadion har omkring 75.000 siddepladser – og i de senere år er det blevet brugt som ramme for VM i fodbold i 2006 og under finalen ved den prestigefyldte turnering Champions League. Du finder det imponerende stadion i Charlottenburg-Wilmersdorf.

Shopping i lange baner

Berlin er særligt kendt for det lange strøg, Kurfürstendamm, som er byens absolut mest populære shoppinggade med alt, hvad hjertet begærer af både highstreet og highend. I daglig tale kaldes shopping-centeret for ”Ku’damm”. Under turen ned af den 3,5 kilometer lange gade finder du et utal af hyggelige caféer, restauranter og barer, der indbyder til et tiltrængt hvil. Du må ikke snyde dig selv for at gå på opdagelse i sidegaderne, som rummer spektakulære second hand-butikker med mange guldfund. Få skridt derfra kan du besøge Europas største shoppingcenter, KaDeWe, der byder på et hav af luksusprodukter lige fra sko og makeup til madvarer.

Amsterdam

Interrail vesteuropa Amsterdam

Når mørket sænker sig i Amsterdam, spirer et intenst natteliv frem. Byen er dog en alsidig, europæisk metropol for kultur, fest og unik atmosfære.

Festligt folkefærd

Det hæsblæsende natteliv er blevet et vartegn for tulipanernes by. Søger du en god fest og farverige diskoteker, er Amsterdam byen over dem alle. Her har du rig mulighed for at feste til den lyse morgen med det imødekommende og festlige, hollandske folkefærd. Få en eksotisk drink på Escape, Amsterdams største natklub, eller kridt danseskoene på Amuse Bouche, som er garant for en nat fyldt med dans – der er noget for enhver festsmag.

Neonrøde gadehjørner

Fortsæt nattelivet med en rundtur i det berygtede Red Light District, der med sine røde lamper og sprælske neonlys afspejler områdets navn. Distriktet er placeret centralt i byen, kun få skridt fra banegården. Her vil du opleve et kulturskel ud over det sædvanlige. I kvarteret møder du store vinduesbordeller, hvor prostituerede udstiller sig i det kulørte lampeskær, og du støder på sexshops og -arbejdere på hvert et gadehjørne. Hele området udtrykker Amsterdams høje tolerance for alle klasser og mennesker – du vil måske blive forarget over det frigjorte kvindesyn, men under alle omstændigheder er det en oplevelse at se, hvordan en hel kultur dukker frem i løbet af natten.

En jødisk piges beretning

Amsterdam er verdensberømt for den jødiske pige, Anne Franks, hus på adressen Prinsengracht 263. Bevæger du dig ind i huset, trækkes du direkte ind i en autentisk tidslomme fra 2. Verdenskrig, som gengives på en levende og spændende måde, så selv familiens mindste kan være med. Huset fungerer i dag som museum, der nøjagtigt gengiver Anne Frank og hendes jødiske families gemmested for den nazistiske forfølgelse under 2. Verdenskrig. Den jødiske pige skrev fra juli 1942 til august 1944 sine beretninger i en dagbog, som giver et præcist indblik i krigens rædsler fra den unge piges synspunkt.

Paris

Interrail vesteuropa Paris

Paris er kærlighedens by. Det mærker du tydeligt, når du slentrer ned af de romantiske, brolagte gader. Men den er meget mere end dét – den rummer charme, kultur og en unik stemning.

Spejl dig i solkongen

Find din indre royalist frem på Versailles-slottet, der ligger sydvest for Paris. Slottet ligger i naturskønne omgivelser og har en overdådig slotshave tilknyttet. De indvendige rammer er præget af en overdreven luksus med vægge, der er prydet med beundringsværdige malerier.
Du har mulighed for at gå på opdagelse i rummene ét for ét, nogle er indrettet i rokokostil, andre er inspireret af barokken. Her kan du finde ud af, hvem der har boet i værelserne – de er nemlig navngivet herefter. Versailles største sal er den berømte ’Spejlsal’, som er et enestående sammensurium af alverdens, kostbare møbler. I loftet er en stor afbildning af Solkongen, Kong Ludvig d. 14., som er manden bag opførelsen af slottet.

På dybt vand

Kast dig ud på dybt vand med en bådtur ned af den berømte flod, Seinen, der strømmer gennem Paris’ gader. Her får du et overblik over byen og god mulighed for at nyde den smukke udsigt til byens arkitektur. En bådtur er samtidig en romantisk måde for par, der rejser sammen, at opleve byen på – helt i tråd med den varme atmosfære, som Paris tilbyder.
En aftentur på Seinen er en helt speciel oplevelse. Opdag her, hvordan mørket falder på samtidig med, at tusinde af lys tændes i gaderne, alt imens du stille flyder ned af den imponerende flod.

Makaber, underjordisk kunst

Gå under jorden i Paris. Byens alsidighed kommer til udtryk i Katakombernes makabre – og dog spændende – atmosfære. De 300 kilometer lange underjordiske gange tager dig med på en 2000 års rundrejse, hvor resterne af over seks millioner parisiske indbyggere ligger. Med æstetisk sans er kranier og andre kropsknogler udsmykket som en del af et anderledes kunstværk. Blandt de mange knogler er nogle mere kendte end andre – og du kan støde på den franske matematiker, Blaise Pascals, jordiske rester. På trods af den uhyggelige stemning er der alligevel plads til humoristiske indslag på en del af de indgraveringer, der dukker op på turen rundt i gangene.

Zürich

Interrail vesteuropa og Zürich

Zürich er meget andet end store banker og finanser – i storbyen har du mulighed for at komme helt ned i gear i de fredfyldte, naturskønne omgivelser.

Sæt tempoet ned

Spring på en båd og lad den føre dig stille ned af Zürich-søen til lyden af vandets rolige skvulp. Her kan du i ro nyde den dejlige tur, mens du betragter de smukke huse, som dukker op langs søens bredder. En gåtur rundt om søen er også at foretrække, da du kan tage det helt i dit eget tempo – og melder lysten sig til en dukkert, er vandet dejligt at svømme en tur i.

Romersk charme

Gå på historisk opdagelse i den stemningsfyldte gamle bydel ’Altstadt’. De velbevarede, smukke huse og de arkitektoniske bygninger får næsten den gamle bydel til at ligne et maleri ved første øjekast. Her er altid mange turister, hvilket ikke er så mærkeligt, eftersom bydelen rummer mange historiske bygninger og stammer helt tilbage fra en bosættelse fra romersk tid. Denne del af Zürich er spækket med fine, små butikker og spændende gadecaféer, som giver stedet en helt unik charme. Lad blot den kulturelle atmosfære om at bjergtage dig – for det vil den med sikkerhed, hvis du elsker historiske områder.

Spis ost og chokolade

Om end det Schweiziske køkken ikke er et af de største og mest kendte, betyder det ikke, at det ikke har masser at byde på af varierede, kulinariske oplevelser. Gør som den Schweiziske befolkning og prøv en af landets mest traditionsrige spiser – ost. Den schweiziske ost har en karismatisk og mild smag og kan spises til alle dagens måltider, ifølge det osteelskende folkefærd. Er du dog mere til en traditionel, sød dessert er landet også kendt for at producere noget af verdens allerbedste chokolade. Prøv ‘Teuscher’, en Zürich-chocolatier ud over det sædvanlige – her er alt til den søde tand lige fra fyldte chokolader til deres verdensberømte champagnetrøfler.

Milano

Kirke i Milano interrail i Vesteuropa

Milano kan pryde sig af at være ét af de steder i verden, som er rigest på kunsthistorie, samtidig med at det er et centralt knudepunkt for alverdens mode og design.

Gå i kirke

Domkirken, Duomo Di Milano, er et af byens varemærker, og du må absolut ikke snyde dig selv for et kig indenfor. Kirken blev bygget over en periode på mere end 500 år, hvilket ikke er så mærkeligt, når man betragter dens størrelse – og i dag går domkirken for at være den fjerdestørste i verden. Den betagende arkitektur er primært udført i gotisk stil men rummer alligevel et spændende miks af forskellige stilarter.

Lad kunsten tale

Banker dit hjerte for kunst, er Pinacoteca de Brera stedet at tage hen. Galleriet blev grundlagt i 1776 og er i dag et af Italiens flotteste. Her kan du betragte et hav af kunstneriske værker fra Italiens fornemmeste kunstnere som Caravaggio, Rafael og Mantegna, og det er muligt at komme helt tæt på malerierne og få en fornemmelse for hvert enkelt penselstrøg og tanke, der ligger bag. Samlingen af mesterværker er overvældende, og du vil uden tvivl blive betaget af de smukke malerier og den kreative atmosfære – også selvom du ikke anser dig for at være en kunstnørd.

Moderne mode i Milano

Man kan ikke sige Milano uden at sige mode, og du finder ikke noget sted i verden med bedre shopping-muligheder end her. Galleria Vittorio Emanuele II er det ypperste af det ypperste inden for mode. De eksklusive butikker i det centrale område står stolt side om side, og hvis pengepungen tillader det, kan du gøre dig nogle rigtig gode modefund. Milano kan være dyr, og rækker økonomien ikke, er det en oplevelse i sig selv at betragte de mange dyre modehuse gennem vinduerne. Shopping-centeret er af de ældste i verden og byder desuden på en stor arkitektonisk oplevelse.

Køb interrailpass her

Vi anbefaler, at du køber interrailpass gennem en autoriseret forhandler som DSB eller Interrail.eu


Starter din interrail langt væk

Vil du spare tiden fra Danmark til dit første stop på din interrail rute, så kan det være en god ide at flyve til din første destination. Du kan altid finde de billigste flyafgange hos momondo.

Beach and Snow -300x250

Seneste fra bloggen

Interrail i 2 mdr. med stort budget

Interrail gennem Vesteuropa

interrail østeuropa

Interrail Østeuropa

interrail overnatning

Interrail overnatning

interrail split

Interrail Centraleuropa