Tog til Paris
Paris er den by i Europa, der modtager næstflest turister hvert år – kun overgået af London. Det skyldes selvfølgelig den romantiske stemning og de mange kendte seværdigheder, som Paris har at byde på.
Du kan nemt komme med tog til Paris. Den samlede rejsetid er lidt over 13 timer, hvis du rejser fra Aarhus. Som udgangspunkt bør du forvente at skifte to gange undervejs
Findes din ønskede rejse ikke i bookingsystemet? Send os en mail på kontakt@interrailguide.dk
Til og fra Paris med tog
Fra Danmark tager det 13-14 timer at nå Paris i tog. Hvis du rejser fra Aarhus eller København, kan du forvente at skifte to gange undervejs: Først i Hamborg, dernæst i enten Köln eller Frankfurt. Fra Hamborg foregår resten af turen i højhastighedstog.
Hvis du vil videre til en anden by, når du har oplevet Paris i nogle dage, har du rigtigt mange muligheder. Frankrig har et solidt tognetværk, og du finder hurtige forbindelser til de andre storbyer i landet. Det inkluderer for eksempel Lille, Lyon, Marseille og Nice. Du kan også nemt finde hurtige forbindelser til andre lande, da flere internationale tog kører mellem Frankrig og henholdsvis Belgien, Holland og Tyskland samt de øvrige nabolande.
Togforbindelser til og fra Paris
Til | Rejsetid | Afgange per dag |
Lyon ➜ | 2t 00m | 10 |
Strasbourg | 1t 47m | 10 |
Lille | 2t 18m | 14 |
Nantes | 2t 18m | 10 |
London | 2t 17m | 15 |
Marseille St-Charles | 3t 05m | 4 |
Bordeaux | 2t 03m | 3 |
Perpignan | 5t 08m | 5 |
Rennes | 1t 33m | 9 |
Grenoble | 3t 43m | 7 |
Toulouse | 4t 11m | 4 |
Marseille ➜ | 3t 05m | 4 |
Nancy | 1t 38m | 11 |
Bruxelles ➜ | 1t 38m | 10 |
Amsterdam ➜ | 5t 11m | 28 |
Aix-en-Provence TGV | 5t 44m | 1 |
Montpellier | 3t 28m | 6 |
Metz | 1t 24m | 12 |
Reims | 46m | 12 |
Togstationer i Paris
Gare du Nord er den vigtigste togstation i Paris. Der er gode chancer for, at du kommer til at benytte den. Rent statistisk er Gare du Nord den travleste station i Europa. TGV, SNCF og visse Eurostar tog kommer forbi her. Stationen er i øvrigt imponerende at se – den blev bygget midt i 1800-tallet og fungerer stadig fremragende.
Paris Saint-Lazare er den næsttravleste station i Europa og ligger ligeledes i Paris. Der er fokus på ruter til det nordlige Frankrig, samt den lokale togtrafik. Hele fire metrolinjer er forbundet med stationen.
Paris Est (også kendt som Gare de l’Est) ligger i den østlige del af byen og tager sig typisk af de forbindelser, der går mod øst. Den travleste rute fra stationen er Paris-Strasbourg. Der er også forbindelser til Tyskland, Schweiz og Østrig.
Gare de Lyon er en anden vigtig station i Paris. Her finder du mange langdistancetog, som blandt andet kører ned mod Schweiz og Italien. Gare Montparnasse spiller en lige så stor rolle for trafikken som Gare de Lyon, men her finder du primært indenrigsruter, der forbinder Paris til Frankrigs vestlige byer.
Oplev Paris – 5 klassikere
Når du er ankommet til Paris med tog, kan du hurtigt gå i gang med at se nærmere på alle attraktionerne. Paris har rigtigt meget at byde på, og det er især en relevant by for dig, der er vild med kulturelle og kunstneriske oplevelser.
Eiffeltårnet
Vi kommer ikke uden om Eiffeltårnet, som jo er byens vartegn. Oprindeligt blev Eiffeltårnet bygget som en hyldest til at ære hundredeårsdagen for den franske revolution, men det blev desuden brugt som udkigstårn og som meteorologisk station.
Tårnet er designet af arkitekt Gustave Eiffel og stod færdigt i 1889. Dengang var det verdens højeste bygning: Det er ikke længere tilfældet, men Eiffeltårnet er stadig yderst imponerende med sine 300 meter og sit unikke udseende.
En tur til Paris er aldrig komplet uden et godt billede foran Eiffeltårnet. Har du tid til det, så skal du også op i tårnet, hvor udsigten er fantastisk, og hvor du faktisk også kan få lidt godt at spise. De eneste ulemper ved at besøge Eiffeltårnet er lange køer og folkemængder. Men du kan booke billet hjemmefra, og det anbefales stærkt.
Louvre
Rent fysisk er Louvre det største museum i verden. Det er naturligvis også det mest kendte, og de fleste kunstinteresserede vil argumentere for, at intet andet museum i verden kan overgå kollektionen i Louvre.
Louvre-museet har været åbent siden 1793 og siden er der blevet tilføjet en del til samlingen. Der er størst fokus på kunst, men museet indeholder også historiske objekter fra antikken.
Højdepunktet er selvfølgelig maleriet Mona Lisa af Leonardo da Vinci. Andre kendte værker i Louvre er Venus fra Milo-statuen, Louis XIV portrættet og Delacroix’ revolutionsmaleri, Friheden fører folket.
Champs-Élysées og Triumfbuen
Champs-Élysées er den mest kendte boulevard i Paris. I den vestlige del står Triumfbuen, som ligesom Eiffeltårnet er et symbol på byen. Samlet strækker Champs-Élysées sig næsten to kilometer, så det er en kæmpe boulevard.
Det er et smukt sted at gå rundt, og der er mange steder at handle ind. Flere store modehuse har forretninger på Champs-Élysées, og der er ligeledes mange gode restauranter. En kendt bygning på gaden er i øvrigt Det Danske Hus. Du kender med sikkerhed også Champs-Élysées fra cykelløbet Tour de France, som altid slutter her.
Det er helt gratis at gå forbi Champs-Élysées, da det reelt bare er en åben boulevard, så det er en glimrende oplevelse i Paris.
Versailles Slot
Slottet i Versailles er nok et af de flotteste i verden. Det var oprindeligt et jagtslot bygget til Ludvig den 13., men det blev i flere omgange udvidet af Frankrigs bedste arkitekter.
Især slottets interiør er imponerende, og hvis du kommer forbi, kan du forvente dig en storslået oplevelse. Tag dig også tid til at se de tilhørende haver, som blandt andet har flotte skulpturer og fontæner.
Godt nok ligger slottet ikke inde i selve Paris, men i Versailles der ligger lidt over 10 kilometer sydvest for Paris’ centrum. Du kan tage et tog for at komme frem, og det går ganske hurtigt.
Montmartre
Montmartre er et af de mest charmerende områder i Paris. Det er det 18. arrondissement, og navnet er netop inspireret af Montmartre-bakken. Her er der en typisk fransk stemning med flot arkitektur, gode caféer og området er generelt meget kunstnerisk.
Der er optaget adskillige film i Montmartre, netop på grund af den idylliske stemning og de skønne omgivelser. Sacré-Cæur, den store hvide basilika som står på bakken, er den primære seværdighed i Montmartre.
Det kan være en fin idé at overnatte i Montmartre, da området er billigere og roligere end de mange overturistede områder i det dybe centrum af Paris. Det giver også en lidt anden oplevelse at bo her, hvis du allerede har været i Paris før, og du nu skal genbesøge byen.
Har du brug for mere hjælp til oplevelser og booking af hoteller i Paris, så kan vi anbefale, at tage fat i Pariseksperten