Tog til Pisa
Den historiske by Pisa er et fantastisk sted at tage til med tog, hvis du er vild med historie, kultur og godt vejr. Den største seværdighed er det skæve tårn, men der er rigtigt meget at se. Pisa er blandt andet kendt for sine mange middelalderkirker, og det er i øvrigt en af de første universitetsbyer i verden.
Der er mange andre gode rejsemål nær Pisa, og derfor kan du også overveje at udforske hele området med tog. Du kan rejse hele vejen fra Danmark til Pisa med tog – det kræver blot at du skifter et par gange undervejs. Turen kan klares på omkring 23 timer, og det er især oplagt, hvis du gerne vil rejse miljøvenligt.
Findes din ønskede rejse ikke i bookingsystemet? Send os en mail på kontakt@interrailguide.dk
Med tog rundt i Toscana
Pisa ligger i regionen Toscana, som er et kæmpe trafik-knudepunkt. Derfor er der mange, der rejser til Toscana og Pisa med tog og bruger området som udgangspunkt, når de drager rundt til andre rejsemål i regionen.
Toscana har først og fremmest en flot natur med sine grønne bakker og det gode vejr. Især Chianti-området er smukt og vindyrkning er populært i området.
Men glem heller ikke byerne. Fra Pisa går der et højhastighedstog til Firenze, og rejselængden er kun omkring en time. Vi anbefaler klart, at du besøger begge disse byer på din rejse. Fra Firenze kan du drage direkte sydpå og rulle gennem Chianti-området inden ankomst i Siena, som også er en populær turistattraktion med flotte seværdigheder og god vin.
Pisa ligger tæt ved kysten til Det Liguriske Hav. Hvis du drager lidt nordpå langs kysten kommer du til Cinque Terre, som er en samlet betegnelse for fem små kystbyer, der alle er særdeles flotte. Cinque Terre er måske et af de smukkeste områder i hele Italien, og det siger en del.
Du kan altså nemt komme rundt i Toscana og de omkringliggende regioner med tog. Det kan enten være med almindelige togbilletter, som du sagtens kan bestille hjemmefra, men det kan også være med et Interrail-pass. Interrail er smart, hvis du forventer at rejse rundt på flere forskellige strækninger, og hvis du allerede ved, at du kommer til at køre meget rundt med tog.
Togforbindelser til og fra Pisa
Til | Rejsetid | Afgange per dag |
Firenze ➜ | 48m | 53 |
Rom ➜ | 2t 42m | 42 |
Milano ➜ | 3t 12m | 40 |
Lucca | 25m | 31 |
Genoa | 1t 46m | 18 |
Napoli | 4t 16m | 36 |
Bologna | 1t 48 m | 32 |
Torino | 3t 36m | 33 |
Siena | 1t 41m | 28 |
Livorno | 12m | 64 |
Monterosso | 1t 17m | 18 |
La Spezia | 42m | 37 |
Venedig ➜ | 3t 11m | 21 |
Nice | 5t 13m | 13 |
Oplev Pisa
Pisa er en af de ældste byer i Europa, da det formodes, at den har eksisteret i godt 2.500 år. Overraskende nok har den aldrig været en reel storby, og selv i dag bor der kun omkring 90.000 indbyggere i byen. Pisa havde sin stortid i middelalderen, og mange af de nuværende bygninger stammer netop fra denne periode.
Det er nemt at finde gode seværdigheder i Pisa, for der er simpelthen en kæmpe mængde af dem.
Det skæve tårn
Der kan ikke være nogen tvivl om, at det skæve tårn absolut skal opleves, hvis du vælger at besøge Pisa. Tårnet er ikonisk og er blevet til et klassisk italiensk symbol.
Det skæve tårn er efterhånden ret gammelt: Det blev opført i år 1173, og selvom det oprindeligt stod lige, blev det hurtigt skævt. Årsagen var, at jorden under tårnet var blødere, end man havde regnet med. Da tårnet langsomt blev endnu skævere i løbet af årene, blev det restaureret en smule mellem 1990 og 2001. I dag er det stabilt, men den ikoniske skæve form er selvfølgelig bevaret.
Tårnet er cirka 55 meter højt, og det er naturligvis muligt at komme derop. Det er en af de mest besøgte turistattraktioner i Italien.
Santa Maria Assunta katedralen
Santa Maria Assunta er navnet på Pisas katedral. Ofte omtales den simpelthen bare som Duomo di Pisa. Den ligger lige ved siden af det skæve tårn, så du kan passende se begge attraktioner den samme dag.
Konstruktionen startede i år 1063, så den er efterhånden ret gammel. Med en smuk facade kan du beundre katedralen udefra, og det er nemt at fange katedralen og tårnet i samme billede. Vi anbefaler dog, at du også går en tur indenfor, da der er flotte mosaikker og statuer. I løbet af den sene middelalder blev der investeret masser af ressourcer i at gøre denne katedral til noget særligt. Så selvom der findes over 20 flotte kirker i Pisa, er dette den vigtigste at besøge.