Togbilletter til Leipzig
Tag med tog til den pulserende by Leipzig og oplev en blanding af historiske brostensbelagte gader og moderne kultur. Byen er præget af de bombastiske bygninger og gamle fabrikker fra DDR-tiden, som i dag huser masser af museer og designbutikker.
Hver jul er Leipzig hjem for et stort julemarked, og er du på ferie er det en perfekt by til at nyde et glas glühwein, samt den tyske julestemning. Om sommeren arrangeres Wave-Gotik-Treffen, som er verdens største Goth-festival. Folk rejser langvejs fra for at opleve byens middelaldermarked og de mange koncerter til festivallen.
Leipzig er et sjovt alternativ til de typiske tyske middelalderbyer, for her er der ekstra tryk på den moderne kultur.
Findes din ønskede rejse ikke i bookingsystemet? Send os en mail på kontakt@interrailguide.dk
Tog til og fra Leipzig
Når du ankommer til Leipzig med tog, vil du opleve Europas arealmæssigt største rebroussementstation. På stationen kan togene nemlig kun køre ud og ind af den ene ende af stationen. Dette gør dog ikke Leipzig til en endestation. Udover flere ruter videre i Tyskland finder du S-Bahn, som forbinder Leipzig med forstæderne og andre byer i delstater som Sachsen og Thüringen. Fra stationen kan du også rejse videre med City-Tunnel Leipzig, som kører mod syd under den indre by.
Vil du hellere rejse videre i byen med sporvogn er Leipzig hjem for Tysklands næststørste sporvognssystem. Der er med andre ord masser af muligheder for dig, når du ankommer til Leipzig.
Forbindelser fra Leipzig
Til | Rejsetid | Afgange per dag |
Berlin ➜ | 1t 08m | 27 |
Chemnitz | 1t 05m | 23 |
München ➜ | 3t 13m | 19 |
Frankfurt ➜ | 2t 56m | 23 |
Zwichau | 1t 18m | 29 |
Dresden ➜ | 1t 03m | 34 |
Cottbus | 1t 42m | 32 |
Gera | 1t 15m | 48 |
Erfurt | 40m | 41 |
Hamborg ➜ | 3t 04m | 21 |
Hoyerswerda | 2t 12m | 31 |
Bitterfeld | 22m | 55 |
Burgstädt | 52m | 19 |
Weimar | 1t 02m | 45 |
Det kan du opleve i Leipzig
Udover goth-festivaller og julemarkeder byder Leipzig både på gode udendørsaktiviteter, kulturtilbud, masser af historie og et livligt natteliv.
Kano på kanalen
Der er rig mulighed for at opleve Leipzig fra byens mange kanaler. Langs kanalernes bredder kan du finde flere udlejningssteder, hvor du kan leje kano eller kajak til en tur på kanalen. Undervejs kan du støde på barer, der ligger helt ned til bredden. Her kan du bestille drikke, snacks eller is, som du kan tage med videre på din sejltur.
Find guldet
Gå på opdagelse i byens genbrugsbutikker og find guld til hjem og garderobe. Der er genbrugs- og designbutikker spredt ud over hele byen, og du skal være virkelig dygtig for ikke at finde noget du kan bruge. Slå for eksempel et smut forbi den lille genbrugsbutik Blue Velvet Second Hand, hvor du kan finde alt hvad du kan forestille dig af tøj, hatte og tasker. Ejeren sidder endda og syr sine egne tasker i butikken, så du kan finde helt unikke ting her.
Adresse: Blue Velvet Second Hand, Weißenfelser Str. 22
Baggårdsbillard
I baggården bag det der nærmest ligner en form for gammelt ungdomshus finder du caféen Mensa. Caféen byder på en lille bar og masser af billard og dart, så her er fine muligheder for at få en god og hyggelig aften.
Mensa ligger på Karl-Heine-Strasse 89 og kan være lidt svær at finde. Caféen ligger på 2. sal, og du skal op gennem en grafittimalet trappeopgang for at nå indgangen.