Senior interrail

Senior interrail

Interrail Senior – Interrail er ikke kun for unge

Interrail som senior er bestemt muligt! Når man tænker interrail ledes tankerne hurtigt hen på dannelsesrejsen for unge. Inden livet for alvor begynder og karriere og familie begynder at være omdrejningspunktet i livet, skal man ud og opleve verden. Men interrail er gennem tiden blevet fornyet og er blevet en rejseform for alle aldre. Der er intet der står i vejen for at opleve Europa med tog, selvom man ikke længere er 19 år.

De europæiske jernbaner har de seneste år investeret massivt i nye moderne togsæt som gør rejsen mere effektiv og behagelig. Du kan rejse på 1. klasse, få privat sovekupe og nyde et veltilberedt måltid i restaurantvognen. Du kan også vælge at rejse på 2. klasse og møde andre rejsende i alle aldre. Interrail giver dig mulighed for at skræddersy din rejse præcis som det passer dig, og du er næsten garanteret at få en ekstra ven eller to på din rejse.

Vi giver dig her overblikket over hvordan du kommer godt afsted på eventyr i Europa.

Hvor vil du hen?

Det kan være godt at gøre sig nogle overvejelser omkring hvad du gerne vil opleve på din togrejse. Hele Europa står åben, og mulighederne kan være overvældende. Få derfor fastlagt om du vil på storbyferie, badeferie eller vandre i de franske alper.

Før du planlægger dine destinationer er det også vigtigt at lægge en tidsplan for din rejse. Togrejser er langt fra lige så hurtige som flyrejser, og du kan hurtigt bruge et døgn på at rejse til sydeuropa. Hvor længe vil du være afsted og hvor længe vil du bruge på din destination?. Når du har dine forventninger og en tidsramme på plads er det lettere at finde destinationerne på din rejse.

senior interail
Rejs for eksempel rundt i Vesteuropa med moderne tog som sikrer en komfortabel rejse

Hvor langt vil du rejse?

Når du planlægger dine destinationer er det også vigtigt at have distancen du skal rejse med i tankerne. Skal du rejse langt kan du med fordel prioritere at rejse med højhastighedstog eller nattog. Nattog er en hyggelig måde at rejse på og du kan tilbagelægge store distancer, mens du nyder en god nats søvn. Der er typisk flere forskellige typer af sovepladser på nattog, og du kan eventuelt prioritere at købe dig til privatliv i en privat kupe. Alternativet er en delt kupe med 4 eller 6 senge, som til gengæld giver dig mulighed for at møde dine medrejsende på en hyggelig og afslappet måde. Du kan læse mere om at rejse med nattog og se nattogs-ruter i Europa i vores artikel her.

Hvilken billet skal du købe?

Før du stiger på toget er det vigtigt at du har et overblik over hvilken type af interrail billet du skal have med dig, samt om du har brug for pladsbilletter på din afgang. Vi kommer mere ind på pladsbilletter senere i artiklen.

Dit valg bør tages ud fra hvordan du planlægger din rute og hvor mange rejsedage du har brug for for at gennemføre din rejse. Du kan læse mere om hvad en rejsedag er her.

Du kan vælge at købe en billet med for eksempel 5 rejsedage, som du kan bruge hen over en periode på 30 dage, eller du kan vælge at købe en billet som giver dig mulighed for at rejse så meget du vil i en periode på 22 dage. Mulighederne er nærmest ubegrænsede. Når du rejser som interrail senior (65+) får du din interrailbillet til reduceret pris.

Du kan se udvalget af billetter her.

En interrailbillet gælder typisk til alle typer tog. Du skal dog være opmærksom på at enkelte jernbaner har et begrænset antal pladser til interrailrejsende og enkelte private jernbaner ikke accepterer interrailpass som gyldig billet.

Er du i tvivl om hvilken interrailbillet du skal købe, eller om din rute er dækket af interrailprogrammet kan du kontakte os på kontakt@interrailguide.dk.

Pladsreservationer

Hvis du vil være sikker på en siddeplads kan det være en god ide at købe pladsbilletter hjemmefra. Især i højsæsonen er der mange der rejser og du kan derfor komme ud for at togene er optagede og at du ikke kan få en siddeplads. Dertil skal du være opmærksom på at der på visse ruter er krav om pladsreservation og at du ikke kan komme med toget uden. Du bør være særlig opmærksom på dette når du rejser i Vesteuropa, hvor pladsbilletter ofte er obligatorisk.

Rejser du i Østeuropa er der sjældent krav om pladsreservationer, men du bør dog undersøge om din rute kræver pladsreservation. Som tommelfingerregel kan du regne med at du skal bruge en pladsbillet på højhastighedstog og nattog uanset om du rejser i Vest- eller Østeuropa.

Har du brug for hjælp til at finde pladsreservationer kan vi hjælpe dig her.

Oppakning

Når du rejser på interrail er vigtigt at du pakker let og effektivt. Din bagage bliver din tro følgesvend gennem Europa, og du kommer til at bruge mange kræfter på at bære rundt på den. Derfor gælder det om kun at pakke det mest nødvendige og eventuelt investere i det rigtige udstyr til din rejse. En rullekuffert er ikke altid det gode valg når du rejser med tog. Rygsække er lettere at have med rundt og det er også muligt at få rygsække med hjul, til når du har mulighed for at trække bagagen efter dig.

Husk også at tage en bæltetaske med, hvor du kan have dine billetter, penge og dit pas i. Så har du nemt ved at tilgå det når det er nødvendigt, og du har de vigtigste ting tæt og sikkert på kroppen.

Du kan se vores interrail pakkeliste her.

God tur!

Som det sidste vil vi ønske dig en rigtig god togrejse i Europa. Hvis du er i tvivl om noget eller vil have råd til planlægningen af din tur er du altid velkommen til at kontakte os på kontakt@interrailguide.dk. Vi kan hjælpe dig med at planlægge ruten, rådgive dig om billetkøb og reservere pladsbilletter til din rejse.

Herunder kan du læse om Britt Sallingboe og hendes erfaringer med at rejse som interrail senior. God læselyst.

En senior interrailers beretning

Vi har fået æren at af bringe dette indlæg fra Britt, om at rejse på interrail som senior. Britts beretning er en solid beretning om at interrail ikke kun er for unge på sabbatår, men for rejseglade i alle aldre. Britts interrail tur gik gennem Schweiz, Italien og Østrig.

Læs med her og bliv inspireret til din næste interrail tur.

Jeg har jo efterhånden nogle år på bagen – 73 ½ for at være helt nøjagtig – så den måde jeg tager på Interrail nu er meget forskellig fra mine ture i ungdommen, hvor jeg blot havde billetten og så f.eks. satte kurs mod Sardinien sammen med sønnerne. Her gik det over stok og sten, intet var planlagt, udover vi gerne ville besøge Genova, Rom og Napoli og ellers rejse rundt på Sardinien med de venner min søn havde fået efter 1 år som udvekslingsstudent i Italien.

Mine interrail ture nu foregår sammen med min mand på 84. Vi har rejst verden tynd i 30 år, men han er nu dårligt gående efter en blodprop og efter at have fået et grantræ på 18 m ned over sig…

Heldigvis er Per er en sej starut, så han overlevede, og rejselysten er intakt, men pga. hans helbred er det mig, der må slæbe rundt på vore rygsæktrolleys…. (Som vi altid får for meget bakset ned i – så rejs let og vask undervejs).

Jeg var pga. Pers helbred nødt til lave en detaljeret planlægning af vores 16 DAGES INTERRAILREJSE TIL SCHWEIZ, ITALIEN OG ØSTRIG med overnatningssteder tæt ved togstationer eller metroer og startede derfor med at lave en detaljeret plan over de 16 dage og forhåndsbestille sovevogne, AirBnb overnatninger, hotel og plads på kloster i Rom samt teater- og koncertbilletter m.m.

Senior interrail

Sådan så vores 16 dages interrailrejse ud. Rejsen gik til  Schweiz, Italien og Østrig.

MANDAG DEN 24. APRIL
Fredericia til Hamburg 12.46 – 16.03 Pladsbillet
Hamburg til Zürich 19.56 – 09.05 Sovevogn

TIRSDAG DEN 25. APRIL
Zürich – Chur 09.37 – 10.52

BO I CHUR TIRSDAG DEN 25. 4.

ONSDAG DEN 26. APRIL
BERNINA EKSPRESSEN CHUR – TIRANO
Chur – Tirano 08.58 – 13.00 Pladsbillet
Tirano – Milano 13.04 – 15.40

BO I MILANO ONSDAG DEN 26.4.
BO I MILANO TORSDAG DEN 27.4.

FREDAG DEN 28. APRIL
Milano – Montecatini 10.20 – 13.27

BO I MONTECATINI FREDAG DEN 28.4

LØRDAG DEN 29. APRIL
Montecatini – Firenze 09.00 – 09.50

BO I FIRENZE LØRDAG DEN 29.4.
BO I FIRENZE SØNDAG DEN 30. 4.

MANDAG DEN 1. MAJ
Firenze – Rom 11.13 – 14.46 Regionale 2309

BO I ROM MANDAG DEN 1.5.
BO I ROM TIRSDAG DEN 2.5.
BO I ROM ONSDAG DEN 3.5.
BO I ROM TORSDAG DEN 4.5.

FREDAG DEN 5. MAJ
Rom – Wien 19.04 – 08.46 Sovevogn

BO I WIEN LØRDAG DEN 6.5.
BO I WIEN SØNDAG DEN 7.5.

MANDAG DEN 8. MAJ
Wien – Hamburg 20.39 – 08.36 Sovevogn

TIRSDAG DEN 9. MAJ
Hamburg – Fredericia 10.53 – 14.14 Pladsbillet

Turen startede 24. april med tog fra Fredericia til Hamburg. Her var 2 timers ventetid, før vi skulle med nattog til Zürich. Det gav god tid til at spise aftensmad, nyde et glas vin og en cappuccino i restaurant ”Block House” overfor Hamburg Hauptbahnhof.

“Vi havde længe glædet os til turen over Alperne, ikke ridende på Hannibals yndlingselefant, Sarus, eller i diligence som H.C. Andersen – men med tog.”

Vi skulle med en sovevogn til Zürich og delte kupé med 2 søde unge tyskere. Vi havde bestilt plads i sovevognen i god tid, så vi havde valgt underkøjerne og sov fortræffeligt.
Næste morgen kl. 07:00 serverede konduktøren 2 rundstykker med smør og marmelade samt kaffe/te/chokolade.

Første stop Zürich. Videre med et tog til Chur, hvor vi havde lejet os ind en nat hos et ungt par via Airbnb, da et af højdepunkterne på vores tur, var en tur hen over alperne med Bernina Expressen. Vi havde længe glædet os til turen over Alperne, ikke ridende på Hannibals yndlingselefant, Sarus, eller i diligence som H.C. Andersen – men med tog.

Alle pladsbilletter var købt hjemmefra, også pladsbilletten til denne verdens smukkeste togtur: Bernina Expressen – en ét sporet bane med en sporbredde på kun 1 m. Det er den højeste jernbane over Alperne, og det lille røde tog snoede sig blidt gennem den bjergrige natur. Toget klatrede sindigt op til de glinsende gletsjere og sluttede efter 4 betagende timer i Tirano, Italien. En helt unik tur med de betagende alpine landskaber og kørsel gennem 55 tunneler og over 196 broer.

Milano

Fra Tirano gik turen til Milano med lokaltog – en billedskøn tur langs den maleriske Comosø.
Regnen stod ned i stænger, da vi nåede frem. Milano Banegård var superflot, men megastor, og det var svært at finde metroen. Vi overgav os: tog en taxa til det lille studio, vi havde lejet gennem Airbnb. Det lå i Viale Piave ved metrostationen Porte Venezia. Vi blev anbefalet at spise aftensmad i Restaurant Antica Focacceria S. Francesco – her kan du se et direkte link til deres hjemmeside.
Det blev en gourmetoplevelse af de store. Siciliansk mad: involtini (ruller) af aubergine og oksekød med et velsmagende fyld af den stærke ost caciocavallo, løg, brødkrummer, rosiner og tomat. Dertil siciliansk rødvin. Til dessert de lækre cannoli med ricottacreme. Deres gode espresso afrundede et skønt måltid.

En gang i livet må man nyde morgenmaden hos Pavé i Milano. Den var, så englene sang: friskpresset orangejuice, croissanter med hindbærsyltetøj, Pain au chocolat, cappuccino, frisk frugt. Et af de søde ferieminder. Du kan se deres hjemmeside via dette link.

Et af ønskerne for Milano besøget var at opleve Leonardo da Vincis Den sidste nadver i klosteret Santa Maria delle Grazie – et enestående kunstværk på 460 x 880 cm – påbegyndt i 1495 og afsluttet i 1498, der skildrer det øjeblik, hvor Jesus forkynder, at en af hans tolv disciple vil forråde ham. Tårerne piblede frem ved synet af dette mesterværk. Det er absolut nødvendigt at bestille billet hjemmefra.

Interrail senior milano
Leonardo da Vincis Den sidste nadver i klosteret Santa Maria delle Grazie – et enestående kunstværk på 460 x 880 cm

Højhastighedstog

Efter to dage i Milano fortsatte turen til Firenze med det røde højhastighedstog Frecciarossa – en sjov oplevelse med lækre sæder, en stor bar og en hastighed på 300 km i timen. Det var nemt at bestille en billet til højhastighedstoget på banegården i Milano – den indgik naturligvis ikke i Interrail billetten. Man mødte bare op ved skranken på Milano Centrale dagen før. De talte godt engelsk.

Montecatini Terme

I Firenze skiftede vi til bumletoget til Montecatini Terme, hvor vi havde bestilt hotel hjemmefra – beliggende midt i byen. Målet med besøget i Montecatini Terme var at prøve de termiske bade og spise på en af Italiens bedste gourmetrestauranter. 2 timer i et termisk bad er en lise for krop og sjæl!

Termiske bade Montecatini Terme

Om aftenen spiste vi på Enoteca Giovanni og fik det bedste gourmetmåltid, vi nogensinde har smagt.
Vi har på italiensk lært at sige:
”Una porzione da dividere in due per favore”
(Må vi bede om én portion på to tallerkner?)
Derfor fik vi plads til flere af de mange spændende retter – serveret indbydende og i små portioner. Vores tjener kunne godt lide at spøge med os og forkælede os med mange ekstra smagsprøver og grappa.
Kommer du på de kanter, må du besøge denne fantastiske gourmetrestaurant

Firenze

Næste morgen gik turen til Firenze med bumletog.
Vores lejlighed var i et gammelt slot ved domkirken – en spændende lejlighed med loftsmalerier og højt til loftet, lejet gennem Airbnb.

Vi havde lyst til at hilse på den ægte David på Galleria dell’Accademia, der rummer en stor samling Michelangelo-statuer inkl. den oprindelige David.

Vi havde desværre ikke hjemmefra bestilt bord på vores yndlingsrestaurant ”Osteria Cinghiale Bianco” (Det Hvide Vildsvin), så der var optaget alle de dage, vi var i Firenze. Men vi fandt mange andre spændende restauranter.

interrail firenze
Restaurant Osteria Cinghiale Bianco

Rom

Efter et par gode dage i Firenze gik turen med bumletog til Rom. Det var vores 4. tur til Rom, så det var ikke Peterskirken, Vatikanet og Det Sixtinske kapel, vi skulle opleve. Det var området Monti, vi ville udforske.

Vi boede i et kloster hos venlige nonner i Monti – et tidligere arbejderkvarter – nu et kvarter for lærere, kunstnere og akademikere. Her var liv og glade dage med mange gode restauranter og specialbutikker med delikatesser fra forskellige egne i Italien. Vi har fundet denen blog, hvor du kan læse mere om Monti området.

Et must for mig var et tredjegangsbesøg i Kirken San Clemente, en af de ældste og mest spændende kirker i Rom. Den er så interessant, fordi der ligger to kirker ovenpå hinanden, den nederste fra det 4. århundrede med smukke fresker fra det 9.-11. århundrede. Den øverste og nuværende kirke er fra det 12. århundrede.

Interrail Rom
San Clemente kirken i Rom

Allernederst er der et tempel for den persiske gud Mithras, som dyrkedes i Rom fra omkring år 67 f.Kr. indtil det 4. århundrede, hvor kristendommen kom til Rom. Spændende at opleve fortiden i dette dybe underjordiske tempel.

Endnu en kirke måtte vi opleve på denne Interrailtur i H.C. Andersens fodspor:

”En tredie Kirke vi gaae til, Santa Maria degli Angeli, findes midt i Ruinerne af Deocletians Bade; disse see ud, som vare de en Deel af Byens gamle Mure; de indtage en betydelig Plads. Et Parti synes at tjene som Hømagasin, et andet er forvandlet til et stort Hospitie; tæt op til dette, til en Række sønderbrudte Buer og revnede Mure, sees en Indgang, som til et Capel, man træder ind og staaer i een. af Roms største og smukkeste Kirker.”[/fusion_text][fusion_text]Endnu en kirke ville vi gense: Santa Maria degli Angeli e dei Martiri , en helt unik kirke viet til de kristne martyrer, der var dømt til tvangsarbejde i de gamle Diocletian’s Termer. Læs den spændende historie her om disse storslåede bevarede rum fra termerne, som Michelangelo  i 1561 fik til opgave at indrette til kirke.

Slow travel

Da vi hjemmefra havde været enige i, at det var en Slow Travel-tur, vi skulle på, slappede vi meget af og nød de mange indbydende barer og caféer – det bedste besøg var på H.C. Andersens yndlingscafé Antico Caffè Greco, Via Condotti nr. 86, tæt ved Den spanske trappe, hvor vi fik en veltillavet kop cappuccino og lækre kager.
Det var sjovt at være i Antico Caffè Greco – cafeen hvor H.C. Andersen næsten dagligt mødtes med andre kunstnere under Rom opholdet. Et synligt bevis herfor er et indrammet brev fra H.C. Andersen ophængt på væggen.

Det var som en sommer derhjemme – 24 grader – og solskin fra morgen til aften, så vi fortærede mange af Roms guddommelige is og gik dejlige ture i området ved blomstermarkedet Campo de’ Fiori og i det jødiske kvarter, hvor vi nød de varme aftner med velsmagende mad i små rare restauranter i Monti-kvarteret.

Wien

Tid til nye eventyr:
Med nattoget fra Rom ankom vi til Wien lørdag morgen.
Jeg medbringer altid ørepropper til medrejsende – jeg snorker som et gammelt damplokomotiv. Det var dejligt at stå tidligt op og nyde den østrigske natur fra togvinduet.
Efter at have indtaget vores Wiener-bolig, lejet gennem Airbnb, udforskede vi det kæmpestore loppemarked Naschmarkt Flohmarkt, hvor man kan købe alt mellem himmel og jord til små penge. Her er også frugt- og grønthandlere, små delikatesseboder og mange gode restauranter.

Lejligheden var en elegant gammel højloftet lejlighed midt i byen, tæt ved metroen.

De tre dage i Wien gik med at slentre rundt i den skønne by, besøge Mozarts hus, besøge Albertine-museet med en stor Egon Schiele-udstilling og besøge Stephans Dom og gå rundt i de uhyggelige katakomber under kirken.
Et besøg på det megastore Leopold-museum med en spændende Gustav Klimt-udstilling blev det også plads til i vores ”Rejseprogram Wien”.

Den største oplevelse i Wien var at opleve Vienna Mozart Orchestra, i Goldene Saal i Musikverein. Billetterne var købt hjemmefra. Vi havde ladet kronerne rulle og købt nogle dyre billetter tæt på orkestret. Det var en stor oplevelse at se og høre de eminent dygtige musikere, klædt i tøj og spillende på instrumenter fra Mozarts tid.

interrail senior wien
Vienna Mozart Orchestra, i Goldene Saal i Musikverein.

Jeg kan ikke sige Wien uden at få lyst til et stykke Sachertorte — en himmerigsmundfuld — så vi måtte besøge Café Sacher. Der var kø udenfor caféen, men det tog ”kun” 15 min. før vi kunne få et bord. Sachertorte er et stykke meget lækker chokoladekage med abrikossyltetøj og en supervelsmagende mørk chokoladeglasering. UHM. Vi havde også lyst til at smage den sjove østrigske kaffe: mélange, bestående af én del stærk kaffe, én del varm mælk, og på toppen pisket fløde. Lidt specielt!

Afsked med Wien

En 16 dages Interrail Senior tur sang på sidste vers. Det havde været festlige og indholdsrige dage fyldt med eventyr, gourmetmad, koncerter, spændende udstillinger, varme venlige mennesker, enestående natur, en unik teaterforestilling og en sprudlende Mozart-koncert.

Kl. 20:39 tog vi afsked med den vidunderlige by Wien og med banegården med de spændende butikker og det fine venteområde med gode siddepladser for udmattede Interrail seniorer. Vi skulle nu på den sidste del af rejsen med nattog til Hamborg efterfulgt af en kort tur med DSB hjem til Jylland.
Lidt trætte og meget glade kunne vi efter hjemkomsten sidde og slikke solskin i haven og tænke tilbage på en utrolig dejlig tur.

Hvorfor tager vi med tog i steder for fly?

Miljøvenlighed

En togrejse er en af de miljøvenligste transportmuligheder. Ved at rejse med tog i stedet for at flyve er du med til at reducere CO2-udslippet.

Naturskønne omgivelser

En togrejse er en dejlig måde at se og opleve verden på. Den giver dig en fornemmelse af landene, du rejser igennem.

Fra by til by

Togturen går fra by til by, og du får rig mulighed for at opleve mennesker, storbystemninger og den lokale kultur.

Nyde samværet med familien eller vennerne

Man får sjælen med, og togrejser er familievenlige og stressfri.

En lang togtur er en god mulighed for at tale sammen og hygge sig med familien eller med gode venner.

Sidde godt – og gå frit rundt

Hvorfor vælge et trangt flysæde, når du kan strække benene i kupeen og uden besvær kan rejse dig og gå rundt i toget?

Du kan spise, drikke, tage en lille lur, når du har lyst eller bare nyde udsigten, der farer forbi.

Du er aldrig nødt til at slukke din mobiltelefon og anden elektronik.

Gammeldags charme

Der er noget forfriskende ved at rejse med tog, især hvis du rejser på lange strækninger over landegrænser. Et fly pisker dig fra punkt A til punkt B, uden du oplever, hvad der er imellem, men en togtur er en destination i sig selv.

Gode råd til unge og ældre, der skal på deres første interrail rejse

Vil du på Interrail, starter du med at planlægge hvor mange dage, du har lyst til at være væk og hvor mange rejsedage du ønsker.

Prisforskellen mellem 10 og 15 rejsedage er 540 kr. for unge, så hvis du har lyst til at rejse i 11 dage, bestiller du blot 10 dage og lader være med at benytte Interrail kortet én dag…

Husk at udfylde din ”Travel Diary” undervejs før hver togtur … Hvis rejsekalenderen ikke er korrekt udfyldt, er Interrail passet ugyldigt, og du kan blive opkrævet kontrolafgift på op til 50 euro.

Alt efter om du er ung og impulsiv og elsker at tage af sted og lade oplevelserne bestemme, hvor dit næste stop skal være eller du er ældre og kan lide at planlægge din tur i detaljer, er Interrail en super dejlig rejseform.
Vær blot opmærksom på, at rejser du i højsæsonen, kan du blive nægtet plads i højhastighedstog – men så er der et dejligt bumletog, der tager dig på nye oplevelser.


Bestil billige togbilletter her